Back to top

BODILPRISEN FOR BEDSTE DOKUMENTARFILM TIL PUTIN'S KISS


Lise Birk Pedersen's film har fået de danske filmkritikeres fineste anerkendelse. Se her hvad juryen skriver i sin begrundelse:

I en tid, hvor dansk dokumentarfilm fejrer triumfer og nyder respekt over hele verden, er der hård konkurrence om årets dokumentar-Bodil. Feltet af nominerede film er bomstærkt, og kvaliteten har generelt været så høj, at det har været svært at bringe feltet ned til fem nominerede film. Årets vinder af en Bodil for Bedste Dokumentarfilm 2012 kombinerer klassiske journalistiske dokumentar-dyder med en alment-menneskelig historie om udvikling, identitet og erkendelse. Vi følger en pige, som går fra at være en ungdomspolitisk mediestar og kransekagefigur til at blive en dybt splittet og kritisk tænkende ung kvinde, som ender med at vende ryggen til både politik og sine gamle venner. Putin’s Kiss er en usædvanlig vellavet film: overbevisende tilrettelagt og fortalt af Lise Birk Pedersen og med en brændende aktuel og samfundsengageret historie, som giver publikum noget at tænke over. I Putin’s Kiss ser vi, hvad der sker, når politiske og private illusioner brister og nye idéer opstår.